SUB U9 med flot andenplads ved Høje Kolstrup Stævne 2017

SUB U9 med flot andenplads ved Høje Kolstrup Stævne 2017
Efterårets første indendørsstævne skulle for SUB1 stå i Agoraen i Høje Kolstrup ved Aabenraa.
Stævnet var ligeledes første chance for at lufte det super fine spillertøj leveret af Ipnordic.
Drengene var allerede i omklædningsrummet ved godt mod og med (næsten) enighed om, at prøve at gå hele vejen mod førstepladsen.
Meget opløftende for træneren, havde de selv mange gode ideer til hvordan vi skulle nå så langt og jeg må sige at være meget stolt af dem for, hele dagen, at holde sig til den aftale vi indgik 😊
Det er nogle dygtige og skønne små mennesker.
Den første kamp stod mod EfB som vi aldrig tidligere har mødt.
Det var noget af en brat opvågning, da drengene fra EfB kom flyvende som en håndfuld kanonkugler.
Den vaklende start på kampen gjorde, at vi aldrig rigtig fandt frem til vores spil og måtte se os slået og med et knæk på selvtilliden.
En opbyggende samtale og nogle instrukser senere stod vi klar til næste kamp.
Her holdt vi fra starten noget hårdere imod og tillod ikke modstanderen at komme til kvalificerede afslutninger. Vi bragte os støt foran, først med et enkelt, senere med to mål. Lidt rokade på banen gjorde dog, at vi måtte se modstanderen slippe igennem og udligne til 2-1. Dette blev kampens resultat og gav os lidt af troen tilbage på, at en god placering var mulig.
De næste to kampe blev ligeledes spillet meget sikkert på den bageste del af banen og spillerne fandt lige så stille mere og mere selvtillid frem.
Begge kampe blev til sejre og sikrede os en andenplads i puljen og dermed en plads i semifinalen.
Holdet fandt frem til deres fulde potentiale i semifinalen hvor kampen stod mod Sønderborg Fremad. Fremad var gået videre som suveræn puljevinder fra deres gruppespil og var tændte og klar til kamp.
Vores drenge havde dog brugt ventetiden på at blive mentalt klar på den udfordring der ventede.
Meget koncentreret og med fokus på at bakke hinanden op og lægge modstanderen under et højt pres gav vi bolden op.
Der blev kæmpet hårdt om alle bolde. Med tre markspillere i højeste gear og turboen slået til, samt en målmand der var super skarp, gav det hurtigt pote.
Kampens detaljer må være et kanonhug fra distancen, lige på underkanten af overlæggeren samt et frispark fra midten, der på fornemste vis blev udnyttet til et klasse mål. Lige fra tekstbogen. Flot!
Fremad nåede aldrig ind i kampen som vi vandt sikkert med 4-1.
Dermed var dagens fælles målsætning om en plads i finalen indfriet.
Uheldigvis var de super stærke drenge fra Esbjerg gået ubesejret gennem alle deres kampe.
Drengene gjorde deres bedste og hang godt med de første fem minutter, men måtte til sidst give efter for overmagten.
Det blev dog til en meget flot andenplads mod et hold der, selv på vores bedste dage, var klart bedre end os selv.
Præmieoverrækkelsen skete under en smule mut stemning, men glæden var dog tilbage da vi ramte omklædningsrummet. Med sang og ballade under bruseren fik vi snakket om alle de gode ting, små detaljer, sår og skrammer men alt sammen med de bredeste smil. 😊
Holdet udgøres af en flok super gode kammerater og det er en stor fornøjelse at kunne dele tiden sammen 😊