Menu

SUB Sønderborg U9 til TPI cup 2018

image SUB Sønderborg U9 til TPI cup 2018
Jens Andersen
22. januar 2018 kl. 21:21

SUB Sønderborgs U9 drenge deltog i weekenden til TPIs stævne når Odense.
Med deltagelse af næsten 40 hold i U9 rækken, var der lagt op til en lang og spændende dag i fodboldens tegn.

Da sidste års stævne var en stor succes, havde holdet valgt at tage til Odense en dag tidligere og benytte sig af muligheden for at overnatte på den nærliggende skole.
Bilerne blev derfor pakket med dyner, spillertasker og masser af godt humør og kursen sat mod Odense.
Ankommet til stævneområdet blev vi rigtig godt modtaget og indlogeret i vores helt eget klasseværelse.
Vores super flinke værter havde lagt i skeen til noget nær VIP behandling lige fra vores ankomst og aftensmaden var ingen undtagelse.
De huskede os, til al held, for noget positivt fra sidste år 😊

Drengenes humør og forventningsglæde var til at tage og føle på. Alle havde de set frem til hver deres lille ting ved gensynet med stævnet. Fælles for dem alle var dog, at tilbringe aftenen i klasseværelset, med kammerater, ipads, tv på storskærm, chips, slik og sodavand.
(Niclas, der ellers ikke drikker sodavand, fik raget til sig som aldrig før og nåede vist at bunde en håndfuld i en vældig fart.)
Der blev hygget, snakket og grinet til den store guldmedalje til langt ud på aftenen inden børnene endelig ramte puderne.
Det forhindrede dem dog ikke i at være tidligt oppe og igang med mobiltelefoner og ipads mens de stakkels forældre forsøgte at komme til sig selv 😊

Inden en lang formiddagstræning i det skønneste solskinsvejr, stod den på morgenmad sammen med hjælperne fra stævnet og den altid skønne Jørgen. Igen med et vidunderligt humør hele vejen rundt.

Drengene var super koncentrerede og tog træningen godt til sig, hvilket tydeligt blev vist på fodboldbanen nogle timer senere.
En oprydning, en frokost og en omklædning senere, blev der taget afsked med klasseværelset og vejen sat mod hallen.

Endelig oprandt også vores tur til at give den gas inde på banen.
Noget utraditionelt spillede vi femmandsbold med en fast målmand.
Både træner og spillere var så tændte, at vi kom til at springe på banen til den helt forkerte kamp, til stor fornøjelse for modstanderen, arrangøren og de medrejsende forældre.

Første kamp blev et intenst opgør mod et velorganiseret hold fra Dalum. Dalumdrengene satte os under pres fra starten, men vi hold godt igen, ikke mindst takket en stærk holdindsats hvor vi supplerede og overlappede hinanden rigtig godt. Dalum var dog for stærke for os og scorede to rigtig flotte mål, begge i nettaget uden chance for hverken forsvar eller målmand.

I de efterfølgende kampe mod B67 og Sanderum blev vi kun stærkere og stærkere. Sammenholdet spillerne imellem kom tydeligt til udtryk, ligesom øvelserne fra formiddagens træning.
Aller tydeligst var dette, da en af vore spillere slog sig i en tackling som normalvis ville have krævet en udskiftning. Humpende og med en tåre i øjet fik han en arm om skulderen og nogle positive ord fra holdkammeraterne hvorefter han bed tænderne sammen og kæmpede videre på banen. Virkelig sejt gået!

Videre til A puljespillet skulle vi nu møde etteren og toeren fra krydspuljen.
OKS, der var blevet toer, var første modstander. De drenge havde dælme fart på og fangede os på det forkerte ben igen og igen. De pressede højt og gjorde det meget vanskeligt for os at få vores spil frem ad banen til at fungere. Vi var dog ikke uden chancer, men måtte til sidst se os slået af et bedre hold.

En smule slukørede og frustrerede gik drengene fra banen.
Vi blev enige om, at vi i den sidste kamp ville vise os fra vores bedste side og i som minimum efterlade et godt indtryk af drengene fra Sønderborg.
På papiret skulle vi dog op mod OB, gruppe-etteren fra krydspuljen, som så enormt stærke ud i deres indledende kampe.
SUB drengene lagde enormt disciplinerede ud, holdt deres pladser og aftaler. Pressede og bakkede hinanden op. Der var ikke et eneste hul i forsvaret. Stille og roligt tog de brodden af OBs angreb og lykkes næsten med to kontraangreb der kun blev stoppet af en lynhurtig forsvarsspiller og vågen målmand.
Tredje forsøg bar dog frugt. En frisk aflevering ud af forsvarszonen på tværs af banen, et hurtigt træk og en pasning mod midten og pludselig var der dyb tavshed i hallen! 1-0 til SUB!
Det blev også kampens resultat og en super afslutning på nogle virkelig gode kampe, spillet af nogle virkelig gode drenge. Fantastisk flot.

Vi fik taget en lyn-afsked med arrangøren og takket mange gange for den gode behandling, da vi skulle haste mod færgen.
Jeg skal hilse mange gange fra arrangøren og takke både drenge og forældre for deltagelsen.
Vi må MEGET gerne komme igen næste år 😊

Fra os skal og lyde en stor tak til arrangøren og alle hjælperne, vi har følt os i super velkomne, godt behandlet og i dejligt selskab.
En særlig tak til Uffe for at hjælpe med tilmelding, overnatning og meget mere. Og ikke mindst Jørgen for det hyggelige selskab under måltiderne.

Ligeledes en kæmpe tak til Ipnordic for spilletøj og træningsdragter.
Drengene er virkelig stolte over at bære tøjet og soler sig rigtig meget i de komplimenter de får for det fine tøj.

Afslutningsvis en stor tak til jer forældre for at bakke op omkring et arrangement af den størrelse og varighed. Det har været en fantastisk weekend. Tusind tak.

 

 

Luk